HAND THE BALL og KENWA i nyt samarbejde

DSC04482HAND THE BALL og KENWA (Kenya Network of Women with Aids) har indgået et partnerskab, hvor grundlaget er en gensidig lyst til at hjælpe børn fra trænge kår til at skabe sig en bedre tilværelse.

KENWA kan gennem rådgivning, behandling og viden om HIV/AIDS bidrage til målet, mens HAND THE BALL kan skabe muligheder for leg og dialog i hverdagen. Partnerskabet mellem KENWA og HTB sker, fordi HTB kan bidrage til KENWAs nuværende aktiviteter og dermed skabe en ekstra dimension, netop fordi de fysiske aktiviteter fremmer børnenes helbred og skaber et rum i hverdagen, hvor børnene kan tænke på noget andet end sygdom.

Projektet henvender sig til børn i alderen 6-13 år, og projektet vil blive gennemført i nuværende KENWA-centre.

Opstartsworkshop
Projektet startes i oktober-december i to testområder med det mål for øje at udbrede konceptet i flere KENWA-områder i 2017. Projektet løber i første omgang på en periode på over to år, med mulighed for at forlænge projektet, hvis det formår at blive en etableret del af hverdagen på KENWAs centre.

Første opstartsworkshop blev afholdt i uge 42, hvor omkring 30 børn fra KENWAs center i Korogocho blev introduceret til HAND THE BALL og den leg, der følger med den grønne bold. Her deltog instruktører og repræsentanter fra både HAND THE BALL og KENWA. Henover over de kommende to år, skal instruktørerne på KENWAs centre uddannes i HAND THE BALLs koncept.

KENWA
KENWA er drevet af kvinder, der lever med HIV/AIDS tæt inde på livet, og arbejder for at forbedre livskvaliteten for kvinder og børn med sygdommen. KENWA har otte centre forskellige steder i Kenya og flere forskellige i Nairobis slumområder.